Når fortiden har greb om nutiden … Når tidligere hændelser påvirker livet i dag med ubehagelige tanker, følelser eller handlinger, er der noget traumatisk på spil.

Et traume opstår, når vi udsættes for noget, der overvælder os med angst, panik, hjælpeløshed og afmagt. Kommer hændelsen ikke ud af kroppen igen, får vi ikke lejlighed til at ”give slip” på den, sætter den sig i vores nervesystem – på et psykobiologisk plan som fastlåst, ubevægelig energi. Traumer er for det meste ubevidste. Det vil sige, at vi ganske vist husker ubehagelige episoder i livet, men er ikke bevidste om deres subtile tilstedevær i organismen.

Voldsomme ting der sker, aktiverer menneskets ældste overlevelsesinstinkt, der sidder i reptilhjernen. Dette instinkt byder os at kæmpe eller flygte fra faren eller det ubehagelige. Men kan vi hverken forsvare os eller komme væk fryser vi til is i lammelse og kan ikke handle. Som musen der spiller død, hængende fra kattens mund eller antilopen, der efter en vild flugt på savanne indhentes af løven og omgående går ind i en nærmest dødlignende stilstand. Det er i denne frystilstand, traumet opstår. Hændelsen kommer til at sidde fast i kroppen som en frossen tilstand, der rummer rædslen, afmagten og vreden, som opstod i situationen, men som ikke kunne forløses ved handling. Et forsvar som blev forhindret.

Symptomer på et traume vil udgå fra disse frosne følelser, men kan have mange forskellige ludtryk:

  • Diffus angst – som hovedet prøver at finde en årsag til
  • Let til overvældelse og stress. Man mister overblikket og kollapser i forvirring og lammelse
  • Letantændeligt temperament, som kan vise sig i for aggressiv respons på andre,
  • Følelse af at være krænket af andre – frustration, sorg og vrede
  • Kritisk og fordømmende adfærd. Usamarbejdsvillig og rigid i forholdet til verden omkring sig
  • Man kan også opleve at have for lidt aggression til sin rådighed og dermed være hæmmet i evnen til at forsvare sig selv og håndhæve egne grænser.
  • Diffus skam over sig selv, hvilket kan komme frem som selvkritik, perfektionisme og manglende omsorg for og accept af sig selv.

 

Generelt bærer traumesymptomer præg af at man går med en oplevelse af voldsomt overskredne grænser i fortiden, som man i dag står magtesløs overfor. Heraf kommer skammen og selvkritikken, for psyken vil uundgåeligt protestere over de invaderede grænser, enten i en udadrettet protest eller indad i selvdestruktiv fordømmelse.

 

Når vi traumatiseres som børn gennem vores opvækst, bliver skaderne, pga de frosne tilstande, mere alvorlige. De uhåndterbare hændelser sker for en organisme, der ikke er færdigudviklet og derfor mere sårbar overfor belastning end en voksen organisme og psyke. I en særskilt tekst kan du læse mere om, hvad udviklingstraumer kan bestå af og hvordan de udarter sig.