”Vores evne til at vide, at vi er levende, er forankret i vores kapacitet til at føle i dybden, den fysiske realitet af liv, der er indlejret i vore kropssansninger – direkte oplevet. Det er hvad kropslig forankring kort sagt går ud på!”

– Peter Levine

At være forankret i sig selv er det modsatte af at være frit svævende, et offer for vejr og vind, andres meninger og modeluner. Et skib uden anker. Men at være urolig og rastløs er faktisk en udbredt oplevelse i den moderne verden, hvor intet er givet på forhånd og hvor der er frit valg på alle hylder. De snærende kulturelle bånd, der piskede den unge generation til oprør i 1968, er blevet så elastiske, at unge i dag ofte farer vild og mister fodfæstet blandt livets mange muligheder. De har endnu ikke et klart billede af, hvem de selv er. Er endnu ikke forankrede i sig selv og dermed i kroppen.

At træffe de rigtige valg kræver overvejelser og reflektion, men det kræver også at maven siger JA! At man kan mærke i kroppen, at man er på rette spor.

Vi har i virkeligheden kun vores eget hjerte og fornuft at rådføre os med, når de forskellige muligheder er linet op. Men hjertet sidder i en krop, der i vid udstrækning er blevet tingsliggjort og brugt som staffage for at styrke egoet: Musklerne, tatoveringerne, bryster, læber og hår.

 

Med mindfulnessbølgen er vi vendt tilbage til kroppen for at undersøge, hvad stille væren  mon vil sige, men også for at komme til en bedre forståelse af sansninger og følelser, der manifesterer sig gennem kroppen. Sindet kan ikke være, da det er optaget af enten spekulation over fortiden eller fantasier om fremtiden. Kroppen med dens følelser og sansninger er her og nu, og i kroppen finder vi kilden til al vores oplevelse (– som tankerne derefter kan give sig til at tumle med).

 

Men kroppen bliver et problem for dem, der har været ude for grimme og overvældende oplevelser. Rædsel, gru, lammelse og nederlag bærer kroppen på, som var den et bibliotek over historien. Så traumatiserede mennesker lukker af for kroppens fortællinger og mærker derfor ikke længere på en umiddelbar måde. I stedet for at give vores instinktive natur lov at bearbejde det ubehagelige, lige som familiehunden, chimpansen og dyrene på sletten gør det, så holder vores civiliserede hjerner og gode opdragelse os tilbage, og vi pakker vore reaktioner væk. Alligevel har vi masser af reaktionsmønstre til fælles med dyrene, som raseri, isolation og frygt, men frem for at hjælpe os, bliver reaktionerne noget skamfuldt og pinefuldt, som vi pakker væk – i kroppen – og afholder os fra at beskæftige os mere med. (Du kan læse mere om traumer og traumereaktioner andet steds på siden)